Først blev jeg født......

Jeg er født den 17.9. 1969 kl. 13.30 på Roskilde Sygehus. Det første sted vi boede, var i Karlslunde, i et lille hus, som min mor havde arvet fra sin onkel. Der boede vi, til jeg var ca. 12 måneder, det er noget mine forældre har fortalt mig, og derfra flyttede vi til Tjørnelyparken i Hundige, hvor jeg har boet det meste af mit liv.
Som 6-årig dansede og sang jeg sammen med min mor til far og mors musik, og de sagde begge to, at jeg skulle blive til noget inden for musikken. Vi er 5 børn, 2 drenge og 3 piger, så der var munde nok at fylde.
Der har altid været musik i familien. Far spillede på banjo, og sammen med mine to søstre - i én og samme mikrofon - sang jeg en masse børnesange. Da jeg blev 8 år, stod jeg med en hårbørste som mikrofon midt i stuen og sang nogle af tidens Grand Prix-sange. Da jeg var 11, tog mine forældre og jeg til Køge Bugt Kro i Hundige for at spise og hygge os, og derinde så jeg to musikere stå oppe på en scene. Jeg sagde til min mor, at hun godt måtte bestille min mad, for jeg ville op og sidde på kanten af scenen for at høre musikken bedre. Candy hed de. Da de havde pause, gik min far hen til dem og spurgte, om de ikke ville komme over til vores bord, og det sagde de ja til. Da de havde siddet lidt ved bordet, spurgte den mandlige musiker, hvad jeg hed, og jeg fortalte det. Han hed Kaj-Ove, og pigen ved hans side hed Anita Hyldahl. Jeg spurgte, om de var mand og kone - og manden grinede lidt og sagde "Ja, min lille ven, det er vi". Jeg sagde ikke mere, men sad og lyttede til, hvad de voksne sad og snakkede om. Far fortalte, at han syntes, jeg havde en dejlig sangstemme, og han ville gerne høre Kaj-Ove, om han havde ret eller var helt galt på den. "Du kommer bare med hende, Viggo!" sagde han. "I kan komme klokken 12, hvis det passer jer", og far sagde, at vi nok skulle være hos dem klokken 12.
Dagen efter var vi hjemme hos dem klokken 12. Vi sad og snakkede lidt, og så sagde far, at hvis han gik hen til købmanden efter nogle øl og vand, ville han kunne høre mig synge helt ude på marken. Og det kunne han.
Jeg kom hos Kaj-Ove og Anita hver dag for at træne min stemme op, og somme tider blev det sent, før jeg kom hjem, men sådan er det altså, når man går ind for musikken, og jeg har aldrig fortrudt det.
Den første gang jeg stod på en scene, var jeg kun 14 år. Det var sammen med Candy - altså Kaj-Ove og Anita - og det var på Køge Bugt Kro. I kan tro, jeg var nervøs - men efter nogle gange var jeg ikke så nervøs længere.
Kaj-Ove har altid passet på mig. Jeg husker tydeligt, anden gang jeg stod sammen med Candy på Køge Bugt Kro og sang én, som Laban sang dengang, "Hvor skal vi sove i nat". Efter at vi havde sunget den og gik ned fra scenen, var der en mand på omkring 28 år, der greb fat i min arm og svingede med sine nøgler og sagde til mig, at han godt vidste, hvor vi skulle sove i nat. Jeg prøvede at komme fri, men jeg kunne ikke. Jeg kiggede op op på Kaj-Ove, og han stillede sin guitar og kom omgående ned til mig og sagde til manden, at han godt kunne slippe hans datter. NU! - og hvis han ikke ville det, skulle Kaj-Ove nok få nogen til at smide ham ud. Ham, der skulle smide ham ud, var tjeneren Bent, en af Kaj-Oves gode venner. Den unge mand sagde, at det jo kun var for sjov, og gav slip på mig, og jeg skyndte mig hen og gemme mig bag ved Kaj-Ove. Ja, dér blev jeg bange. Jeg nærmest græd, så bange blev jeg, så Kaj-Ove sagde til mig, at jeg kunne sidde oppe hos dem, for der stod en stol bag ved scenen, og Kaj-Ove holdt øje med mig hele tiden, for det skulle ikke gentage sig. "Det lover jeg, min lille pige!" Og det skete heller ikke mere. Ja, Kaj-Ove er og vil altid være min FARMAND. Jeg ved godt, at jeg har mine forældre, men jeg har altid været mest tryg, når Kaj-Ove var i nærheden.
Jeg har været med Candy 5 steder her på Sjælland: "Stop Op" på Køge Landevej, "Det lune hjørne" i Hundige-Centret, Ishøj Centret og så selvfølgelig Køge Bugt Kro. Det sidste sted, jeg var med dem, var på Møns Klint - og nu spørger du / I nok, hvorfor det stoppede der. Det kan jeg godt forklare jer. Jeg kom på en husholdningsskole i Sorø, da jeg var 16 år, altså i 1986. Jeg var der et år, hvorefter jeg fik mit eget sted at bo, fordi jeg ikke kunne enes med min far. Da jeg havde indrettet mig i min lejlighed, søgte jeg ind på Slagteriskolen, men i løbet af det år skete der noget tragisk for mig og min familie: Min mor fik konstateret cancer i starten af januar 1987. Vi vidste, at den sygdom ville slå hende ihjel, for vi fik at vide, at hun skulle vente en måned på at komme på Finsen. Det var lang ventetid, og på den måned ville canceren have spredt sig i maven på hende, og så var der ikke mere, lægerne kunne gøre. Men vi gav ikke op. Vi gjorde alt, hvad der stod i vores magt for at få min mor i behandling, koste hvad det ville - så efter tre dage kom hun på Finsen og fik sin første kemoterapi. Det blev sådan, at lægerne sendte mor hjem hver gang hun havde fået kemoterapi. Vi fem børn hjalp far i den tragiske tid. Jeg var den, der boede tættest på vores forældre, så jeg kom hver dag for at tage over, når far ikke kunne klare mere. Jeg spurgte far, om han ville, at jeg skulle flytte tilbage til mit gamle værelse, for så ville han ikke være alene, hvis der skulle ske noget. Så jeg sov hos vores forældre, og det tror jeg, far var meget glad for dengang.
Den 21. april blev mor indlagt, for hun blev svagere og svagere, så vi kunne ikke blive ved at have ansvaret for hende. Det var bedst, at hun kom i gode hænder på Finsen, og vi var hos hende hver dag. Den 25. april tog jeg hjem til Tjørnelyparken, efter at jeg havde været på sygehuset hele dagen. Klokken 18.40 ringede min storebror Bent og fortalte, at far havde ringet: Vi skulle komme hurtigt, for vores mor var død. Jeg troede ikke på, hvad Bent sagde, så jeg ringede til min svoger og spurgte, hvorfor vi skulle på Finsen, for jeg ville ikke tro på, at jeg havde mistet min mor, men han sagde, at jeg skulle slappe af og sætte mig i en stol, for han ville fortælle mig noget - men jeg sagde, at det ville jeg ikke, for hvis det var noget med min mor, så ville jeg vide det med det samme - og så kom chokket: Mor var død. Vores far fortalte, at han sad ved hendes side. Han sagde "Nu har hun ingen smerter mere", og at hun sov stille ind. Jeg var så langt nede, at jeg nærmest var ligeglad med alting dengang.
Det var lidt om min barndom, og hvad jeg har lavet dengang. Efter meget lang tid fik jeg kontakt med Kaj-Ove igen, og det har jeg ALDRIG fortrudt.
 

Efter min mors død

Efter min mors død tog jeg hjem sammen med min far og min storebror - men 5 minutter efter at vi var kommet hjem, begyndte min bror at råbe ad mig, fordi jeg ville ringe til min daværende kæreste for at fortælle ham, at min mor var død. Min bror sagde, at jeg ikke måtte fortælle min kæreste den dårlige nyhed i telefonen. Så kom min far og spurgte, hvad det var for et råberi, og jeg fortalte, hvad min bror havde sagt.
Far sagde: "Kan I ikke stoppe nu! Jeres mor er lige død, og så når vi ikke mere end lige hjem, før I begynder at råbe og skrige!" Jeg sagde til far, at det ikke var mig, der startede, men Bent.
Men jeg skulle heller ikke råbe far lige i hovedet, sagde han; jeg skulle slappe af, for han var lige så ked af det som os børn. Men jeg kunne ikke slappe af. Jeg råbte og skreg, indtil jeg til sidst fik én på siden af hovedet. Jeg kiggede på far og sagde til ham: "Dét skulle du aldrig have gjort!" - og så gik jeg.

Far så mig ikke i ca. 3 uger, og jeg kom heller ikke til min egen mors begravelse. Det fortryder jeg i dag, at jeg ikke viste hende min respekt.

Efter de 3 uger tog jeg hjem til min far, og vi fik endelig talt ud om alt det, der var sket. Så begyndte jeg også at besøge min far jævnligt igen - for det var nu alligevel meget rart at være hos ham.

Den 11. oktober 1988 fik jeg af vide, at jeg var gravid. Jeg fortalte far det, og han blev meget glad og sagde til mig, at jeg nu skulle passe meget mere på mig selv, og jeg svarede, at det skulle jeg nok, så han skulle ikke være bekymret for mig.

Den 5. september kom min datter til verden. I tror, det er løgn, men imens jeg lå på sygehuset, fik jeg mange besøg at nogle gamle skolekammerater, jeg ellers aldrig havde snakket med, siden vi kom ud af folkeskolen, så jeg var meget overrasket over at se dem.

I starten af november 2001 blev min far syg; han begyndte at tabe sig, og hans venstre ben have fået sår, der ikke ville hele. Desuden begyndte benet at blive sort, og hjemmesygeplejersken mente, at han hellere måtte komme på sygehuset. Det syntes vi børn også var det eneste rigtige, så far kom på Køge Syghus, hvor overlægen fortalte ham, at de desværre blev nødt til at fjerne hans ben.
Far var efterhånden begyndt at være ligeglad med det hele. Allerede dagen efter undersøgelsen og samtalen med overlægen blev han kørt direkte på operationsstuen, og da han kom ud derfra, havde de amputeret hans venstre ben. Men efter dét blev han mere og mere syg, og den 9. november 2001 klokken 18.40 trak han vejret for sidste gang. Både mine søstre Irene og Marianne og jeg selv var overbevist om, at han må have haft cancer, fordi det var gået så stærkt ned ad bakke med ham.

Selv om der snart er gået 6 år, er jeg stadig ked af det, men det vil man jo nok også være i lang tid - efter så mange dramatiske og sørgelige oplevelser.

Jeg er begyndt med at indspille min CD nr. 2 nu - og hvorfor kun nr. 2? - Det er, fordi jeg også selv har været syg, både med lungebetændelse i flere omgange og med et brækket venstre ben.
Men selv om mit ben var brækket, tog jeg ned til studiet, for det skulle nu alligevel ikke stoppe mig. Det eneste, der virkelig satte en stopper for indspilningerne, var lungebetændelserne - men jeg er tilbage nu og er klar til at gå på med krum hals.

Jeg glæder mig til, at CD´en bliver færdig, men jeg tror ikke, vi skal regne med at få den helt klar før slutningen af december - eller måske endda først i begyndelsen af år 2008.
Kaj-Ove og Ruth har jo også meget travlt i studiet med mange andre kunstnere. Ja, de har meget at se til.

Det var lidt om en traumatisk begivenhed fra min barndom - og også lidt om mit liv som voksen, indtil nu.

Der kommer mere når jeg har lyst - og tid.....

Men: Se HER